Tempelkilden

Ez.47,12: ”På flodens bredder skal der vokse alle slags frugttræer, hvis blade ikke falder af og hvis frugter aldrig får ende. Hver måned bærer de nye frugter; for dens vand udspringer i Helligdommen. frugterne skal tjene til føde og bladene til lægedom.”

Et herligt løfte, som gælder alle tidsaldre. Fortid, nutid og fremtid. Fra fortiden hører vi om løvhyttefesten, som er én af de tre valfartsfester, hvor jøder fra alle vegne strømmede til Jerusalem. Det var minderne, der drog dem. Mindet om ørkenperioden, hvor Moses fik vandet til at springe fra klippen. Men det var tillige en glædes- og takkefest, hvor man takkede for Guds omsorg for vand og brød. Det var også noget tredje, en forventningens fest. Man forventede at Templet ville være centrum for et kildevæld uden sidestykke. Vand skulle bringe liv, frugtbarhed og helbredelse overalt, hvor det kom frem.

For at levendegøre enhver forventning læste man afsnittet Ez.47,1-12 (Prøv selv at læse det) En kilde fra helligdommen ville strømme frem og skabe liv og frugtbarhed. Selv Det døde Hav ville skabe liv af døde, fiskernes garn ville fyldes af levende og sunde fisk. Men dér, hvor kilden ikke nåede ud, ville det forblive sumpet og dødt.

Ypperstepræsten ville midt i festlighederne gå ned til Siloam Dammen og fylde en gylden kande med vand. Senere ville han i folkets påsyn hælde vandet gennem en tunnel i vestsiden af alteret for at synliggøre bibelteksten, men samtidig for at udtrykke en levende forventning til en kommende Messias. Og så var det lige det, der gik i opfyldelse på en bestemt løvhyttefest, hvor en tømrersvend trådte frem for åbent tæppe. Det var Jesus. Han kunne ikke tie længere. Han havde set tomheden i deres rituelle handlinger. Opfyldelsen stod lige midt iblandt dem, og de vidste det ikke. Han var kilden fra Helligdommen. Han var det levende vand, som i nutid og fremtid skulle strømme fra nådens trone. Derfor måtte han melde sig. På festen allersidste dag trådte han frem og råbte højt: ”Den, der tørster, skal komme til mig for at drikke. Den, der tror på mig, skal det gå som skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.” Johs.7,38. Råbet gjaldede ind i tiden og forvandlede mennesker. Med råbet skete der en dobbelt opfyldelse. Jesus var Det nye Tempel med det nye vand, men samtidig blev vi ved troen Guds tempel, hvorfra der kan rinde strømme af levende vand, fordi vi modtager vand fra kilden.

Måtte råbet nå ud til de mange religioner, hvor der kun findes vandløse brønde. Zak.9,11. ”De kommer til brønden, men finder intet vand, de vender hjem med tomme krukker.” Jer.14,3.

Der er en kilde, en flod af kærlighed

ud fra Guds trone den strømmer til os ned.

Kom kun til floden og stil din tørst hos Gud

drik af den kilde, som aldrig tørres ud.

Kærlig hilsen - og Guds fred
Gert Grube - www.dagens-ord.bibelland.dk

Uge  Mandag  Tirsdag  Onsdag  Torsdag  Fredag  Lørdag  Søndag  1  4. januar   5. januar   6. januar   7. januar   8. januar   9. januar   10. januar   2  11. januar   12. januar   13. januar   14. januar   15. januar   16. januar   17. januar   3  18. januar   19. januar   20. januar   21. januar   22. januar   23. januar   24. januar   4  25. januar   26. januar   27. januar   28. januar   29. januar   30. januar   31. januar