|
Dagens - BIBELLAND - Ord
10. Februar |
|
Sidste udkald
Luk.21,20-21: ”Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal forlade den; og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen.”
Det er igen ord fra Jesus, som ønsker at advare sin samtid om en kommende katastrofe. Han giver dem klar besked, så de kan tage de nødvendige forholdsregler, når den farlige situation med hærene indtræffer. Han gør dem det helt klart, at de skal flygte op i bjergene, når de ser soldater uden for byen. Og selvfølgelig vil der blive mulighed for flugt, ellers vil beskeden jo være uden indhold.
Muligheden bliver givet. Pludselig forsvinder soldaterne, der vogter byen, og vejen til bjergene er åben. Indbyggerne får en tidsfrist på fire år (år 66-70), og det skulle jo være nok til samle de nødvendige ejendele og flygte, men kun få benytter sig af det, for hvorfor flygte fra hus og hjem på grund af en tilfældig profet? Men de, der bliver tilbage, overser, at det er himlens kongesøn, som har talt, og når han taler, må hvert ord tages for pålydende.
Tragedien indtræffer, og Jerusalem bliver indtaget af feltherren Titus, som dræber og tilfangetager tusinder af jøder.
For at mindes den totale sejr over Jerusalem år 70 bliver der bygget en triumfbue i Rom i år 81. Den står der den dag i dag, og minder om den store tragedie. På nordsiden af triumfbuen findes et marmorrelief, som viser en scene fra triumftoget, hvor jødernes hellige symboler fra Templet bæres frem af laurbærkransede legionærer. Relieffer indvendig i triumfbuen viser billeder fra erobringen af Jerusalem.
Triumfbuen bliver bygget af kejser Domitian for at hædre broderen Titus og Faderen Vespasians bedrifter i Judæa. Efter sin død bliver Titus guddommeliggjort af kejserfamilien. Man ser et billede af kejseren, hvor han føres til himlen af en engel.
Triumfbuen symboliserer ikke i dag nogen triumf, men er tværtimod en skamstøtte over grådighed og magtsyge. En kejsers umættelige behov for anerkendelse og æresyge. Og et minde om et folk, der skulle gå så meget igennem.
Jerusalem var fredens by og kendt vidt omkring. Den var også profeternes by. Mange profeter havde i tidens løb hævet deres røst om frelse og fortabelse, men det var den sidste store profet, der måtte sige de sidste domsord: ”Jerusalem, Jerusalem! Du som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler sine kyllinger! Og I ville ikke.” Ja, forfærdelige ord.
I denne uges bogbakke findes en gribende beretning om Jerusalems fald. Vi følger en families frygt og tro. Bestil pakken og du får lejlighed til at læse om ét af det første århundredes største tragedier i hæftet ”Sidste udkald!”
Kærlig hilsen - og Guds fred
Gert Grube - www.dagens-ord.bibelland.dk
| 
til toppen af denne side
